Her til aften tog FC Helsingør hjemme imod FC Fredericia i NordicBet Ligaens 3. runde.
Og lad det være sagt med det samme, det blev en underholdende kamp. FC Helsingør sætter sig på kampen fra start og allerede efter 5 minutters spil har Oliver Kjærgaard et skudforsøg efter fine kombinationer. Bolden stryger dog over mål. Fredericia er farlige på omstillinger og efter 10 minutters spil har Fredericia et godt spark langs jorden, som tvinger Stan Van Bladeren ud i fuld længde, for at nå ned til skuddet. Lidt senere i halvlegen erobrer Schoop bolden og sender med en fin stikning Alexander Lyng helt fri. Målmanden kommer godt ud af sit mål og gør sig bred og får blokeret skuddet. I denne fase af kampen lægger FC Helsingør tryk på Fredericia. Og efter 36 minutter får vi kampens første mål ved Oliver Kjærgaard, som med et hovedstød bringer FC Helsingør foran 1-0 på et fint oplæg fra Mikkel Knudsen. Der skulle kun gå 3 minutter inden FC Helsingør igen kom på måltavlen. Igen er det Mikkel Knudsen, der bryder igennem i højre side og sender en fin tværaflevering i feltet, hvor Oliver Klitten dukker op og gør det til 2-0. I 1. halvlegs sidste minut får FC Fredericia hjørnespark og på indlægget stiger Valence Nambishi til vejrs og header bolden i mål fra nært hold. Reducering til 2-1 og den stilling gik vi til pause med.
I 2. halvleg kommer FC Helsingør igen bedst ud og Nicklas Mouritsen forsøger sig med et flot langskud i det 51. minut. Kort efter stiger Nicolai Geertsen til vejrs efter hjørne og header bolden snert forbi Fredericia målet. Det lå lige som i kortene at der ville komme flere mål i kampen og efter 70 minutters spil ligner det et straffe, da Oliver Drost bliver nedlagt i feltet efter en god aflevering fra Nicolai Geertsen. Dommerens fløjte forbliver dog tavs.
I denne periode bølgede det frem og tilbage med chancer i begge ender. FC Fredericia’s Valence Nambishi har et flot langskud, men Stan Van Bladeren er påpasselig i målet og får skubbet bolden til hjørne. Minuttet efter sendes en lang bold afsted mod Oliver Drost, som prikker bolden forbi målmanden til en helt fri Callum McCowatt. Callum tager et træk ind i feltet og kan sikkert sende bolden i mål til 3-1. Herefter overtager FC Fredericia mere af spillet og kommer til en kæmpechance et kvarter før tid efter hjørnespark. Men tæt under mål sender Fredericia spilleren bolden forbi mål. I det 81. minut kommer så reduceringen, da kombinationerne flyder fint ind i Helsingør feltet og Nicklas Røjkjær kan sætte en inderside på bolden og sende den i mål via stolpen. 3-2 med 10 minutter igen. FC Fredericia lægger i slutminutterne tryk på for at få 1 point med hjem, men FC Helsingør holder stand og vinder dermed sæsonens første sejr i NordicBet Ligaen.
Næste NordicBet Liga kamp er igen på hjemmebane, når vi lørdag den 13. august tager imod Hvidovre IF på Helsingør Stadion med kampstart kl. 13.00.