Skip to main content

Helsingør skriver kontrakt med ungdomstalentet Malek Kharaibi

15-årige Malek kommer oprindeligt fra Frederikssund, men har fået sin fodboldopdragelse i KBK i Hillerød. Han skiftede senere til FC Helsingørs talentakademi, hvor han har udviklet sig meget, og det betyder nu, at han allerede er førsteårsspiller på U17-holdet.

Til daglig går Malek på idrætslinjen på Skolen ved Rønnebær Allé, hvor han er ved at færdiggøre folkeskolen.

Malek er en boldstærk kantspiller med begge ben skruet godt på, selvom han foretrækker at kunne drible ind i banen fra venstrekanten med sit foretrukne højreben. Adspurgt om egne kvaliteter nævnes ikke blot de fodboldmæssige evner. Uden for banen går Malek gerne forrest og viser sig som én, man kan regne med, og som tager ansvar.

Det forpligter at få tildelt en kontrakt i så ung en alder, og det er Malek og hans bagland også meget bevidste om.

“Jeg er stolt af min indsats indtil nu, især det seneste år har jeg kæmpet meget hårdt for at nå hertil. Men jeg ved også, at det kun er starten. Jeg skal fortsætte og bevise, at jeg har niveauet på banen til at nå endnu længere. Det vil være en drøm at komme på førsteholdet, og jeg vil kæmpe for at nå dertil.”

Malek fortsætter som nu på akademiets U17-hold, og vi glæder os til at følge hans udvikling over de næste år.