Skip to main content

FC Helsingør spiller træningskamp mod Premier League-klubben Crystal Palace, der kommer på besøg på Helsingør Stadion torsdag den 12. juli.

Crystal Palace spillede en fin Premier League-sæson i det forgangne år, hvor Londonklubben sluttede på en meget respektabel 11. plads, under ledelse af Roy Hodgson, som mange sjællændere nok kan huske fra englænderens succesfulde tid som træner i FC København.


Crystal Palaces besøg i Helsingør er første del af en tur i Skandinavien, hvor de også spiller mod Halmstads BK i Sverige. Halmstad var stedet, hvor Roy Hodgson startede sin karriere som træner helt tilbage i 1970’erne, og han vandt to svenske mesterskaber med Halland-klubben.

Crystal Palace-kampen mod FCH spilles på Helsingør Stadion torsdag den 12/07 klokken 18.30, og der vil blive åbnet for alle boder og tilskuerafsnit på dagen. Kampen præsenteres med Strand- og Badehotel Marienlyst, der også står for VIP-arrangement for sponsorerne på dagen.

Billetterne til kampen bliver sat til salg allerede i dag, og kommer til at koste 100,- pr. person, uanset alder. Sæsonkort fra den forgangne sæson giver ikke adgang til kampen.

Før kampen mod Crystal Palace spiller FC Helsingør også to træningskampe mod tyske Hansa Rostock og svenske Elsfborg. Kampen mod Elfsborg spilles i Helsingør den 29. juni og der vil også være åbent for tilskuere til denne kamp. Træningskampen mod Hansa Rostock spilles den 6. juli, på Stadion Am Boden i Ribnitz, nord for Rostock. Derudover arbejdes der på at arrangere en eller to træningskampe mere inden sæsonstart.

Foto: Crystal Palace FC