Søndag spillede FC Helsingør sæsonens sidste hjemmekamp. Det var NordicBet ligaens vinderhold fra Vejle, som gæstede Helsingør Stadion. Derfor blev oprykkerne hyldet og FC Helsingør anfører, Daniel Norouzi, overrakte blomster til vejles Raul Albentosa.
Derudover skulle vi også sige farvel til lejesvendene Oliver Klitten og Sayouba Mandé, som skal tilbage til deres respektive klubber, Aab og OB.
Forsvarsgeneralen Nicolai Geertsen spillede også sin sidste kamp for byens hold på Helsingør Stadion, og med familien ved sin side blev han hyldet med blomster og klapsalver inden kampstart.
Hele Helsingør takker for jeres enorme indsats og ønsker jer alt det bedste i karrierens næste skridt.
I pausen var det blevet tid til at kåre årets talent fra akademiet. Thomas Guldbæk fra vores partner Spar Nord overrakte talentprisen til U17-spilleren Mingus Valdemar Geisnæs Hesselholt for hans flotte præstation gennem hele sæsonen. Sidste års vinder, U15-spilleren Jeppe Fray Rasmussen, blev også hyldet med klapsalver og fik overrakt en mindepokal.
Opgøret mod Vejle endte med en pointdeling, hvor Callum McCowatt scorede sit niende sæsonmål og dermed rykkede op på siden af Alexander Lyng som holdets topscorer.
Sidste runde af NordicBet ligaens oprykningsspil afvikles på søndag. Her skal holdet en tur til Haderslev, hvor Sønderjyske venter.
Tak for utrolig flot sæson! Markante ændringer i klubben har ikke haft indflydelse på spillernes præstationer på banen og opbakningen fra alle vores fantastiske fans er til at mærke – Vi glæder os til igen at byde jer velkommen på Helsingør Stadion i den nye sæson!
FORZA FC HELSINGØR