Ruben ’Nani’ Molina har været fraværende på træningsbanen de sidste par uger, efter han i udebanekampen mod Fremad Amager den 18. oktober blev tacklet hårdt lige før FC Helsingør indkasserede målet til 2-0 kort inde i 2. halvleg.
Det stod hurtigt klart, at situationen så alvorlig ud, da Nani humpede fra banen. Klubbens foreløbige undersøgelser var heller ikke opmuntrende, og efterfølgende scanninger har nu bekræftet, at den spanske midtbanespiller er ude for resten af sæsonen. En skade på korsbåndet er blevet diagnosticeret, og Nani vil snart gennemgå en operation, hvorefter et langt genoptræningsforløb venter.
En del af genoptræningen over vinterpausen vil finde sted i Spanien, hvorefter han vender tilbage til Helsingør for at fortsætte arbejdet med FC Helsingørs stab.
Vi er meget berørte på Nanis vegne og ønsker ham alt det bedste i denne svære tid. Vi er sikre på, at han kommer endnu stærkere tilbage i næste sæson!