Skip to main content

Kampreferat FC Fredericia 

 

Syttende og sidste runde af NordicBet Ligaen i 2022 skulle for FC Helsingørs vedkommende afvikles i dag på Monjasa Park, hvor ligaens nr. 12 FC Fredericia ventede.

1. Halvleg 

Og der var fart på fra første sekund!

4 minutter efter dommeren havde fløjtet kampen i gang, føjtede han for frispark til FC Fredericia lidt uden for feltet. Et resolut spark kyssede toppen af Helsingørmuren og bolden blev derfor rettet af og sejlede ind over hovedet på Sayouba Mandé.

1-0 til FC Fredericia

Herefter stressede Helsingør og kunne ikke få ro på spillet. 10 minutter senere kunne Fredericia sende et hårdt, fladt hjørnespark ind mod forreste stolpe. Her dukkede Fredericias Frederik Carstensen op og satte en fod på, så bolden igen susede ind bag Mandé.

2-0 efter et kvarters spil.

Dette vækkede FC Helsingørs drenge og de stak derfor kort hovederne sammen, for lige at genopfriske deres aftaler og viske tavlen ren.

Det hjalp gevaldigt på Helsingørs spil og efter 20 minutter havde både Callum McCowatt og Alexander Lyng forsøgt sig med afslutninger. Desværre uden den nødvendige kvalitet.

Samtidig med at uret rundede en halv times spil, blev en fredericiaspiller igen nedlagt på en fordelagtig frisparksposition og Frederik Helstrup modtager i samme ombæring kampens første advarsel. Dog sidder dette spark lige i handskerne på Mandé og stillingen forblev altså forsat 2-0

Det varede heldigvis ikke ved.

3 minutter senere kombinerer FC Helsingør sig igennem Fredericia forsvaret og bolden bliver stukket afsted til Sterling Yatéké, som lægger bolden i nettet til stillingen 2-1.

Nu kunne FC Helsingør lugte point og presset mod Fredericias mål blev intensiveret frem mod pausen. Dog kunne hverken gode frisparksmuligheder eller hjørnespark ændrer på resultatet og første halvlegs udligning måtte derfor udeblive.

2-1 ved pausen

2. Halvleg 

Anden halvleg startede modsat første uden en eksplosiv start eller mål fra nogen af holdende. Sterling måtte en tur i græsset og Callum fik trukket sig fri af forsvaret efter gode aktioner fra Oliver Klitten og sendt et solidt venstrespark afsted. Men igen stod Fredericia keeperen i vejen.

Med en halv time igen signalerede cheftræner Morten Eskesen at han ville skifte ud. Ud gik Callum, Lyng og Kasper Enghardt og ind kom Drost, Knudsen og Jacob Schoop.

FC Helsingør havde indtil nu haft et lille overtag i jagten på udligningen, men lige lidt hjalp det. Fredericia var effektive og med 20 minutter igen fik deres angriber Frederik Carstensen for meget plads og scorede sit mål nummer to i kampen og sendte samtidig Fredericia på sejrskurs.

FC Helsingør havde nu travlt og skulle til at have fart på hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at få noget som helst med hjem til Sjælland.

Desværre var det FC Fredericia, der havde mest fart på og det lignede mere og mere et mål i den anden ende end en reducering.

Med 12 minutter igen blev rutinerede Daniel Norouzi sendt på banen og iført anførerbindet i håbet om, at dette kunne gøre forskellen i de afsluttende minutter.

Sådan skulle det ikke gå og Fredericias nr. 18 Frederik Heiselberg forseglede Helsingørs skæbne med 7 minutter tilbage af den ordinære spilletid.

Slutresultatet endte derfor med 4-1 til FC Fredericia og vores blå og hvidstribede drenge på derfor tage et nederlag med hjem i bagagen fra årets sidste kamp.

Helsingør ligger pt. på en 5. plads i NordicBet Ligaen og kan se frem til at overvintre i toppen af tabellen sammen med de restereende top-6 hold.