Midtbanespilleren skifter 2. divisionsklubben ud med NordicBet Ligaen efter to sæsoner for klubben i Gladsaxe.
Wass har tidligere været i FC Helsingør, inden han tilbage i 2018 skiftede til Avarta og senere AB.
24-årige Wass har været en af de bærende profiler på AB-holdet, hvor han fra sin position på midten har været med til at spille holdet i oprykningsspillet de sidste to sæsoner. Wass er samtidig målfarlig og var med sine sytten scoringer på tværs af turneringer en vigtig del af AB’s flotte resultater.
Nu tager han skridtet til det næste niveau, og han ser frem til udfordringen i Helsingør.
“Jeg har præsteret godt i AB, og jeg følte, at det var tid til at tage det næste skridt. Der var flere ting oppe og vende, men da FC Helsingør kom ind i billedet, var det bare et rigtig godt match. Jeg kender allerede klubben, og nu er jeg bare klar til at vise mine kvaliteter frem på banen og hjælpe holdet med at vinde kampe.”
Emil Wass har underskrevet en aftale, som binder ham til FC Helsingør frem til udgangen af næste år – 31/12-2024.