På lørdag er der fodbold for alle på Helsingør Stadion.
Klokken 13:00 spiller FC Helsingør den sidste testkamp mod Nykøbing FC og efterfølgende besøger Brøndby IF’s U-14 pigehold også Helsingør Stadion, når de møder USA’s bedst rangerede U-14 hold, Reading Rage. Denne kamp starter klokken 16:00
FC Helsingør er kommet stærkt tilbage efter ferien, og startede preseason med at slå Lyngby 2-0.
Efterfølgende gik turen over sundet, hvor Helsingborgs IF skulle besejres for at genvinde Øresundspokalen, som i vinters måtte afleveres til svenskerne. Her viste holdet også rigtig gode takter og hev ligeså en 2-0 sejr og pokalen med hjem til Helsingør.
Tirsdag gik turen så til det jyske. Her ventede Silkeborg og den netop solgte midtbaneprofil Callum McCowatt, som kunne få debut mod sine gamle holdkammerater. Det endte han også med at få i 2. halvleg, hvor han sammen med resten af det stærke silkeborg-mandskab kunne sikre sejren på 1-0. Dog en yderst flot præstation af FC Helsingør
Den flotte preseason skal nu afsluttes med manér, når sidste sæsons nedrykkere fra Nykøbing FC kommer på besøg.
Der vil denne lørdag selvfølgelig være gratis entré til begge kampe og vi åbner for salg af snacks og drikkevare i boden. Så tag familien under armen og nyd en solskinslørdag på Helsingør Stadion.
Brøndby vs Reading Rage
Der er vist ingen tvivl om, at USA længe har haft det bedste kvindehold i verden, når vi snakker seniorer. Men hvor stærke er de egentlig på ungdomssiden sammenlignet med de bedste hold i Europa? Det er toppen af poppen i USA, Brøndby får chance for at prøve kræfter mod. Reading Rage er et super ambitiøst hold, som man kun kommer på efter seriøse try-outs, som det kendes fra det amerikanske sportssystem. Og i dette forår var holdet såmænd ranket som intet mindre end det bedste U-14 hold i hele USA!
Brøndby IF’s piger spiller på højeste niveau i Danmark, og på holdet optræder flere spillere, der har været på DBU’s talentcentre gennem hele sidste sæson.
Man får derfor en unik chance for at se pigefodbold på allerhøjeste niveau – lige her i Helsingør.
VI SES!