Skip to main content

Daniel Norouzi er FC Helsingørs nye anfører.

Klubben er stolt af at kunne præsentere Daniel Norouzi som holdets nye anfører fremadrettet. Vores nummer 88 kom til klubben i sommeren 2019 og spillede i sidste sæson 29 kampe, scorede 2 mål og lavede 3 assist. Daniel Norouzi er fast mand og et helt naturligt valg til rollen som anfører.

– Daniel Norouzi er et naturligt valg som anfører efter at Hanne er stoppet, så jeg er glad for at han har sagt ja til at være anfører. Daniel har hele tiden været en stærk leder og kulturbærer, der i dagligdagen er med til at sikre at vi har et højt niveau til træning, samt et godt omklædningsrum. Kasper Enghardt og Frederik Juul Christensen bliver vice-anførere og de vil dele denne rolle. Jeg mener at et stærkt og sundt omklædningsrum er meget mere værd end 100 timers taktisk træning og med de tre er jeg sikker på at vi har netop det, siger cheftræner Morten Eskesen. 

– Det er en stor ære for mig at blive anfører for FC Helsingør. Der er et stort ansvar at leve op til, da Hanne var den bedste anfører jeg nogensinde har haft. Jeg er glad for at have både Enghardt og Frede til at støtte op om anførerbindet. Jeg kommer ikke til at ændre mig, da det altid har været en naturlig del af mig at lede og være verbal. Jeg vil have et stærkt og hårdt arbejdende hold. Jeg glæder mig til den kommende sæson og håber vi bliver endnu bedre end sidste sæson, siger vores nummer 88 og nye anfører Daniel Norouzi.

Alle I klubben er glade for valget af Daniel Norouzi som holdets nye anfører efter Nikolaj Hansens afgang.

Fotos: Claus Birch