Skip to main content

Ikke færre end fire debutanter var i aktion, da vi søndag kunne byde velkommen til oprykkerne fra Brabrand IF.

Franske Charles Divialle i det centrale forsvar, Frederik V. Kristensen på midtbanen og Jagvir Singh helt fremme, var i cheftræner Lluís Planagumà’s startellever, mens Noah Jakobsen kom ind og spillede den sidste halve time.

De fire satte deres positive aftryk på holdet, selvom vi desværre igen måtte gå målløse fra banen.

Første halvleg blev ikke den store spillemæssige oplevelse. De største muligheder tilfaldt FC Helsingør, da Rasmus Sjøholm fik en dobbeltchance omkring den halve time.

Efter pausen fik vi bedre fat i spillet, men den kneb at tilspille sig åbne målchancer mod et velorganiseret Brabrand-mandskab, der til gengæld lurede på hurtige omstillinger. Således måtte Mathias Brems redde på målstregen, da gæsterne fik deres største mulighed et kvarter ind i anden halvleg.

FCHs Man-of-the-Match blev debutanten Charles Divialle, der udviste stort overblik og styrke i luftspillet. Og så var det tiltrængt at vi for første gang i indeværende sæson ikke lukkede nogen mål ind.

Næste kamp er igen en af de lange ture, når Vendsyssel FF tager imod i Hjørring på søndag.

FC Helsingør – Brabrand IF
0-0. Tilskuere: 426

FCH: Maksymilian Boruc – Mathis Konradsen, Mikkel Knudsen (Anf) (75.: Sebastian Slettegaard), Charles Divialle, Mathias Brems – Dimitri Kassekar – Frederik V. Kristensen, Tobias Nielsen (64.: Ameth Diouf) – Rasmus Sjøholm (84.: Frederik Winding), Thomas Basbøll (64.: Noah Jakobsen), Jagvir Singh (75.: Rasmus Dupont).
Ikke benyttet: Mikkel Markdal (M), Robert Marcus.