– Jeg er helt vildt glad for forlængelsen af min kontrakt. Jeg elsker at gå på arbejde hver eneste dag i FC Helsingør, hvor vi har et fantastisk sammenhold, og når vi samtidig vinder en masse kampe, er der ikke meget at være utilfreds med, og det er dejligt, at klubben mener, at jeg fortsat skal være en del af den her rejse, siger Tonni Adamsen.
FC Helsingør har forlænget kontrakten med den 27-årige angriber Tonni Adamsen frem til sommeren 2025.
Tonni Adamsen er topscorer i FC Helsingør med 11 mål i denne sæsons 1. division.
Sportschef Brian Gellert glæder sig også over, at den farlige og hårdtarbejdende frontløber har skrevet under på en ny kontrakt. – Siden Tonni Adamsen kom til klubben for lidt mere end et år siden, er hans udvikling kun gået en vej – og det er op. Han arbejder ekstremt hårdt for holdet, han kan score på egen hånd, og han kan skabe mål for sine medspillere. Han er en profil, som vi er meget glade for at have på kontrakt frem til sommeren 2025.
Tonni Adamsen har i indeværende sæson spillet 22 kampe, scoret 11 mål og lavet 6 assists.
– Jeg er rigtig glad for at Tonni har forlænget. Hans udvikling har været stigende fra dag 1. Han er og bliver en vigtig del af holdet fremover, udtaler cheftræner Morten Eskesen.
Næste søndag den 3. april kl. 15.00 indledes oprykningsspillet, når FC Helsingør på hjemmebane tager imod AC Horsens.
Foto: Claus Birch